top of page
Jeg er født i 1954 i Århus. Frem til 31.1.2019 ansat som lektor ved Center for Undervisning og Læring, Aarhus BSS, Aarhus Universitet. Oprindelig er jeg mag.art. i ældre tysk sprog (1983).
I 1978 blev jeg ansat på Handelshøjskolen i Århus, nu Aarhus Universitet, hvor jeg underviste og forskede i moderne tysk sprog frem til 2008; derefter skiftede jeg fagspor til læring og undervisning. Mit særlige fokus blev hjernen og læring.
Jeg er Certified Learning Styles Trainer og Building Excellence Master Trainer og har gennemgået et Harvard kursus i 'Mind, Brain and Education'. 
Ved siden af mit arbejde med undervisning og læring beskæftigede jeg mig stadig med sprog og var fra 2000 til 2016 ankermand på det populære indslag Sproghjørnet på DR's P4.
Jeg er arg modstander af kommunens afskaffelse af bolle-å i Århus. Heldigvis kan almindelige borgere bruge å og aa som de vil - men når det drejer sig om Aarhus Universitet er der ingen vej udenom: Dobbelt a er en del af navnet. Derfor både Århus og Aarhus ovenfor. 
bottom of page